Jeg er ikke pædagog. Jeg har ikke specielle empatiske evner eller ser mig selv som specielt følsom. Men jeg undrer mig meget når jeg læser at der er lavet en ny undersøgelse der viser at hvert 6. barn ikke er velkomment i forældrenes soveværelse – heller ikke selv om de er syge.
Tager i gas på mig? Har de mennesker aldrig selv prøvet at være små – jeg ved, at det meget handler om egne grænser, men hvem kan forestille sig at det er særligt sundt for et lille barn at ligge alene og sygt uden at nogen passer på det. Selv dyreunger ved instinktivt at de har brug for at blive passet på. Og hvilke forældre kan ligge og sove stille og roligt med et sygt barn i værelset inde ved siden af? Hvilken slags voksne bliver det sidenhen?
Jeg er muligvis en pylremor, men vores datter sov inde hos os til hun var 6 år gammel (det samme gjorde jeg faktisk også hos mine forældre, men det var nok mest fordi der ikke var plads) – og selv nu hvor hun er næsten ni kommer hun stadig ind en gang imellem og siger at hun har brug for at sove hos os.
Hun er ikke specielt uselvstændig – faktisk tværtimod. Nogle gange har hun så meget fart på i hverdagene at hun har brug for nærhed fra os OM NATTEN. Og jo, jeg sover da klart bedre når jeg ikke ligger på de yderste 5 cm af sengekanten – uden en fod i nyren og en anden i øret – men jeg kunne da ikke drømme om at smide hende ud når hun tydeligvis har brug for at jeg er der.
Selvfølgelig har hun en lidt speciel historie. I og med at hun er adopteret fra et andet land og derfor ikke har været sammen med os helt fra begyndelsen har hun sine helt egne problemstillinger at slås med. F.eks var hun meget styrende da hun var mindre. Men med kærlighed, tålmodighed og ro har hun lært at kontrollere den del af sig selv meget bedre. Hun er heller ikke nær så sårbar over for forandringer.
Men alligevel – jeg har svært ved at forestille mig – selv om jeg bruger al min fantasi – at jeg ville nægte mit barn at være hos mig. Sygt eller ej. Det er jo osse smadderhyggeligt for mor og far.
Jeg taler ikke om at bremse barnets udvikling eller hindre det i at vokse sig større og udvikle sig. Jeg er også varm fortaler for at det fortsat skal være muligt for de voksne at have et fornuftigt og sjovt sexliv – det kan jo godt være en udfordring med et lille myr liggende i revnen. Men der må da for pokker være en løsning: Få barnet passet hos bedsteforældre eller venner en gang i mellem, dyrk hold en fridag sammen mens barnet er i børnehave og dyrk sex som kaniner. Ros, støt og opmuntrer dit barn – mød det der hvor det er. Så skal det nok blive et voksent, ansvarligt og dejligt menneske end dag.
Men først og fremmest: husk at nyde det mens de er små – og nyd hinanden.
I dag er det desværre sådan at en grafiker kan designe ganske få animationer på sin computer, hvorefter denne selv kan regne resten af bevægelserne ud. Den livlige ansigtsmimik, som man så i de gamle film, er nu skiftet ud med enkle udtryk. Glad, meget glad, sur, meget sur, angst, meget angst og så videre. Filmene kan masseproduceres hurtigere end hvis det var på samlebånd. Derfor er der nu også skruet ned for kravene til indholdet af nutidens tegnefilm.
Først har vi det, som alle drenge kan parkeres foran. Jeg snakker naturligvis om den trivielle historie hvor en eller anden form for ondskabens fyrste planlægger at tage magten over hele jorden med hans store hær af forskellige tobenede monstre, som alle på en eller anden måde er inpireret af den onde side fra Teenage Mutant Ninja Turtles, om end mere drabelige nu, end dengang de havde deres storhedstid. Deres planer går dog ikke så nemt som forventet. Bedst som de uden større problemer har nedkæmpet menneskenes hær, kommer en lille gruppe nævenyttige børn i vejen for dem. Det bliver ikke nemt, men efter lang tids råben og skrigen under lyn og torden, får de små børn skovlen under ondskabens fyrste og sendt ham tilbage til den anden verden, som han typisk kommer fra. Denne type tegnefilm, er desværre langt den mest udbredte, og med få kanaler kan man se dem det meste af dagen.